Turen HALLINGOREHUS.

 

Turen starter på stien med kastanjetræer i Ejbys sydlige udkant, Vi er stolte og glade for disse træer; men desværre er de syge af minermøl angreb i bladene og nogle er allerede stærkt angrebne af svampe. For et par år siden blev hvert andet træ fældet; men desværre hjalp det ikke. På marken mod syd dyrkes hamp, og det er fantastisk, hvordan de meget små frø på en sommer udvikler sig til 3 meter høje planter. Vi går mod vest ad stien, og lige før den munder ud i Ejbyvej er den flisebelagt. Det skyldes kilden i bakken til højre for stien. Vandet ville skylle stien væk; men desværre bevirker fliserne, at stien ofte er glat, En øvet kvindelig løber faldt og blev alvorligt kvæstet på dette sted – så pas på! Gå eventuelt inde i græsset i stedet for på fliserne.

Vi krydser Ejbyvej og går ned ad stien mod Ejby Mose, på venstre side har vi en sø.  Den figurerer også på kortet fra 1842 og var dengang noget større, Fra det tidlige forår kan man glæde sig over ynglende grågæs. Vi nærmer os et af mine kendemærker (navne) Den Gule Gård – en køn og aldeles idyllisk ejendom, der også har århundreder på bagen. Vi drejer til højre bagom gården – og tænk lige på, at denne vej og sti stammer helt tilbage fra det rigtigt gamle Ejby.Skærmbillede 2015-01-13 kl. 15.16.30

Vi går mod nord, og først er græsset altid slået og velplejet; men så kommer et vildt stykke, hvor man om sommeren skal vare sig imod skovflåt og iøvrigt passe på ikke at træde på de overraskende mange vinbjergsnegle. Snart kommer man til vandværksgrunden, den er nu blevet til hovedstien ind i mosen, – for få år siden var der adgang forbudt; men nu er det blevet til et dejligt strøg, som vandværkets folk vedligeholder på smukkeste vis, og hvor vi alle må færdes.  Her kan man vælge at gå lige ud til Præstemarksvej og tilbage til Ejby; men vi drejer skarpt til venstre og går ind i mosen. En behjertet bedstefar har opført en western-borg til sine børnebørn og i området vokser to meget sjældne planter – løgblad og en anden som jeg ikke husker navnet på – men det er hylden og de smukke birketræer der præger landskabet her.

Efter 250 meter kommer vi til et kryds hvor vandværksgrunden krydser den gamle mosevej fra Engvej. Her er næste mulighed for at afkorte turen. Hvis man går til højre kommer man bag om Spejderhytten (endnu et af mine navne ) og kommer let hjem til Ejby. Hold en lille pause og kig dig omkring. Så tæt på vores by, og dog kan man føle sig som hensat til et kryds langt inde i et naturområde.

Vi fortsætter lige ud, og har ægte tørvemose på begge sider. Engang stod vandet måske en hel meter højere end nu; men Københavnerne og Spanager vandværk har bevirket det nuværende niveau. Man kan notere sig, at mosen har været opdelt i striber, nogle endog meget smalle. Hver gårdejer i byen havde en moselod, og nogle af striberne har stadig lokale ejere, andre tilhører kommunen. Efter 250 meter passeres på højre side en naturlejrplads, hvor man kan overnatte i bivauk.

Lidt længere fremme går en fodsti til højre op imod Ejbys kælkebakke, dette er endnu en mulighed for at afkorte turen, og kælkebakken er god træning. Man kan blive alvorligt forpustet op ad den. På toppen har man en formidabel udsigt til alle sider. Kælkebakken er blevet indhegnet til heste; men skulle vi få vinter og megen sne, er der forhåbentlig nogle der taler lidt med ejeren (lejeren).

Vi fortsætter lige ud, og kommer snart til mosens nordvestlige hjørne. Dette er et fuglested. Om foråret kan man høre nattergale her, og mange trækfugle raster på marken vest for mosen – specielt gæs og andefugle.  Mosen er et stort fuglereservat, men desværre har duerne det så pragtfuldt, at de efterhånden dominerer totalt. Det kan naturligvis også være mine ører og øjne der er blevet for gamle !

Vi skulle nu dreje til venstre og mod syd. Stien er i store dele af året druknet i vand, en effekt fra klimaforandringerne. Tidligere var det ikke så galt. Løsningen er at vi går ud på marken og vest om vandet. Jeg synes vi skal foreslå kommunen at bygge en sti af brædder hævet det nødvendige stykke over vandspejlet. Der er en pragtfuld udsigt ind over mosen, som det bestemt er værd at investere i. Efter et stykke mod syd, hvor man måske skal hoppe lidt fra tue til tue, drejer man tilbage til den oprindelige sti. En vandværksbrønd af beton er sigtepunkt. Her fandt jeg engang et afgnavet hjortekadaver, og foreslog, at der måske havde været ulve på besøg i Ejby Mose. Vi vandrer videre ad vandværksgrunden ud mod vest og Spanager Børnehjem.

Efter 250 meter kommer vi til Bumlevejen – endnu en mulighed for at afkorte turen. Langs med Bumlevejen løber Møllebækken, og i regnfulde perioder kan man opleve, at vandspejlet i bækken er højere end vejen. I krydset med vandværksgrunden er gjort forsøg på at kontrollere vandspejlet – også i hele mosen-.  med diverse spjæld, pumpebrønd og pumpe. Det sjove er, at jægerne i mosen ønsker at begrænse vandet; medes den tilstødende golfbane betragter vand som et spændende element i landskabet. Møllebækkens bredder har en spændende vegetation, der veksler meget dramatisk i årets løb. Vi drejer til venstre mod syd, og efter få meter kommer en bræddebro over bækken. Det er måske en mindre detalje; men vores hund Freddie er bange for at krydse sådan en bro, så for os er det en stor og vigtig detalje på turen. Vi drejer alligevel til højre og mod vest ud over broen.

Godset og Børnehjemmet Spanager passeres på venstre side; men det kan vi fortælle om på en anden tur. Til højre for stien findes et gammelt hasselhegn og jeg har også fundet humleplanter. Sjovt at finde rester fra godsejertiden. Landskaber har hukommelse ! Denne hukommelse findes også i å-forløbet og i de gamle åbrinker man kan fornemme langs stien. Åen har været meget bred, og en gammel nu afdød Ejby borger fortalte om, hvordan de som børn badede i åen. Nu om dage er åen helt lige – desværre – men stien bugter sig og antyder hvordan åen engang også bugtede sig igennem engen. Den gamle åbrink til højre mod nord er meget bevokset med krat – masser af mos – og gamle træer. Om vinteren opdager man en lille plads som en skovbørnehave benytter. Dejligt at konstatere, at den slags pædagoger også findes. Snart åbner landskabet sig og vi går imellem Køge Å og Skovbo Golfbane. Golfbaner kan man have mange meninger om, men de misklæder ikke landskabet. Det er mere park end natur; men pænt og velholdt. Skovbo Golfbane ligger i toppen i Danmark  og er blandt de 15 bedste. Læg mærke til de mange grupper af flotte træer bl.a. egetræer.

Pludselig, mens man går, kan man se Bjæverskov Kirke i det fjerne, – så skal man dreje til højre mod nord. Det er også her golfbanen slutter. Det er tilladt at gå i kanten, det er simpelthen en klausul på ejendommen, at der skal være en offentlig sti. Skiltene er fra banens etablering – de er stærkt falmede; men de er der. Turen går op ad bakke og man bliver udfordret på koditionen ; men der er bænke med jævne mellemrum. Hvis man har lidt mad eller drikke med, er det her man skal holde pause. Jeg betragter det smukke hegn som Ejbys yderste grænse mod vest, engang lavede vi en udflugt herud med trækvogn, hårdkogte æg og klapsammen madder. Så sad vi og så solen gå ned i vest over Nørre Dalby og Borup.

Mod toppen af bakken er en gammel trappe til de gående fra dengang stien blev etableret. På den anden side af trappen går stien faktisk ned igennem skoven og ned til klubhuset. Jeg vælger imidlertid at fortsætte langs hegnet op til Dalbyvej og Halligorehus, mens jeg tænker på og betragter Ole Hansens vindmølle. Her er en række af tre huse og husenes størrelse aftager mod vest. Vores tidligere præst Fønns-Jørgensen kaldte dem sødgrødshuset, havregrødshuset og vandgrødshuset – han er kørt forbi mange gange i alle årene, hvor han var præst i Ejby og Nørre-Dalby. Ved Hallingorehus starter hjemturen til Ejby, og man kan gå langs Dalby vejen eller i kanten af golfbanen, alt efter temperament. Jeg tænker på at golfbanen faktisk har skabt flere arbejdspladser end landbruget ville gøre og forbavses over hvor ofte der er gæster på alle årstider og i alt slags vejr. Den lille restaurant kunne ikke klare skærene, min nabo i Ejby Morten prøvede i et år; men golfspillere er sparsommelige med alt undtagen deres golf, og endog 75,- kr for en hovedret var for dyrt, – så Morten måtte lukke. Vi passerer “driving range” hvor man kan øve sig nu også under halvtag – og husk nu at kanten af golfbanen er en vandresti, det er unødvendigt at gå ud på asfaltvejen; men pas nu på, at du ikke får en golfbold i nakken.

Vi er nu landet på Bumlevejen til Spanager ved det gule dobbelthus, og vi skal op på Dalbyvej og over Møllebækken. Fantastisk udsigt mod Stenkelstrup og Valore skov, der mangler bestemt nogle vandrestier den vej, – der er masser af uopdyrket natur.

Stenkelstrup skal vi på et tidspunkt besøge. For 30 år siden fandtes en fond, der hvert år til jul udbetalte et beløb til tidligere ansatte på Stenkelstrup. Smuk historie! Familienavnet Cold er knyttet til Stenkelstrup, og mange husker Ulla Cold som forsanger i bandet Rocazino, der havde stor succes i 1980erne. Så vidt jeg ved, bor der stadig flere personer på gården med efternavnet Cold

Længere fremme bor Søren Grindall – Så Glider Lortet – en noget bombastisk reklame efter min smag. Umiddelbart efter Sørens hus går en sti opad og over Ejby Ås til kirken. Det er en gammel  kirkesti og ganske udmærket at gå.

Jeg fortsætter imidlertid op mod Ejby Skole – til venstre er der først en hesteejendom med gårdsplads helt ud til vejen. Her bor en spændende familie der altid har gang i et eller andet. Til Haloween i oktober havde de lavet græskarfigurer – så livagtige at Freddie ikke ville forbi. Den næste ejendom til venstre, med den kæmpestore blodbøg i haven, var det sted, hvor vi holdt Fuldmånemøder med vores Ulveunger i laden – det var i 1981. Den daværende bondemand var flik og gæstfri, og han fortalte om livet i gamle dage med stor husholdning og om dengang vandledningen fra Spanager til København blev gravet ned. I 1981 var han allerede alene om det hele, – han er borte og ejendommen er overtaget af det vi kalder Rottefarmen.

Vi kommer op til Lilleskolen, hvor mine børnebørn skal gå i SFO, allerede fra maj 2015. Det var her i Lilleskolen vi startede Spejdergruppe Grøn Ejby i 1981.   Længere fremme kommer Ejbyhallen, hvor den gamle kantine er lavet om til motionscenter med masser af apparater og maskiner. Her kommer min kone Lisbeth to gange om ugen og går på løbebånd mens jeg vandrer i naturen. Hun bliver også opdateret, på alt der er værd at vide i Ejby og omegn, og det nyder jeg bestemt også godt af ! Før vi forlader skolen, kigger jeg ned i hjørnet hvor Ejby-koret øver hver onsdag klokken 19:15, og jeg noterer mig, hvor forskelligt børnenes frikvarter er i forhold til,da jeg var barn.

Vi vandrer på stierne mod øst ind i Fuglekvarteret. Et hus med et stort gavlvindue havde i mange år Thorvaldsens Kristus figur stående i vinduet. Det er udskiftet med teak elefanter. Fra et kristent til et budhistisk symbolsprog – måske! Til venstre har vi fremragende forhold for alle fodboldglade medborgere . Ad Fuglevej når vi frem til krydset med Kirkebjervej som passeres og vi går igennem Ejbys nyeste kvarterer – Uglevænget – er lige blevet færdigt. Det er kun bygget for bilister og kørende trafik. Der er ingen fortov eller fodstier bort fra kvarteret, – mon ikke der hurtigt opstår trampestier. Ejby Nord er ved at vokse sig større end Ejby Syd !

Vi går til højre ned ad Fuglevænget – og jeg kan bedre lide de fine gulstens rækkehuse – end de grå skifferbeklædte. De er alle udlejningshuse. På den anden side ligger Mejsevænget med meget dyre ejerboliger, 17-20.000 per kvadratmeter uha !

Langs Dalbyvej er på sydsiden etableret et stort regnvandsbassin. Til forskel fra de andre bassiner i byen bliver det faktisk fyldt med vand. Nogle gange et par meter dybt. Det er meget bekymrende for en gammel bedstefar, og jeg har skrevet til kommunen vedr. et større afløb og hurtigere tømning.

Vi vandre ned ad Kastanjegårdsvej og konstaterer, at området er i fuld gang med at blive et meget smukt og attraktivt kvarter. Det er imidlertid svært for gangbesværede at komme til og fra Kastaniehusene til fods.

Det er ved at blive mørkt denne januardag – og vi nærmer os Fakta og Kiwi, hvor røde baglygter skaber stemning. Mit indtryk er at morgenmennesker handler i Fakta og de aftenduelige B-mennesker foretrækker vist Kiwi.

Jeg er helt enig med Ulla om, at vi bør foretage os et eller andet til forskønnelse af vores lille by. Vestergård er nu sat til salg, og der kommer til at ske en masse. Hvis vi ikke oplader vores røst og giver os til kende får vi ingen indflydelse, – og så må vi leve med alle øjen-bæene !!!

Ca. 5 minutter til og vi er tilbage ved udgangspunktet – . Vi har tilbagelagt 8.71 km + det løse – fin tur!

Udgivet i Fysiske vandreture. og tagget .