SAMVÆRSETIK

 

Samværsetik !

Siden 1980’erne har jeg flittigt brugt den afdøde svenske domprovst Ludvig Jönsson og hans tanker om arbejdsetik – nu hvor jeg er pensioneret kan jeg blot kalde det samværsetik.

Specielt som leder synes jeg det er værdifuldt at formulere, hvilket grundlag vi er sammen på.

Ludvig Jönsson sammenfatter det i 4 hovedpunkter.

At være mennesker er:

  • at være skabende
  • at være identificeret
  • at være udfordret
  • at være på vej

Det blev skrevet i 1974; men det har universel karakter og gælder til alle tider.

Når som helst mennesker er sammen, har vi disse behov, og samværets kvalitet afhænger af i hvor høj grad disse behov bliver tilgodeset for den enkelte.

På pilgrimsvandringer kan vi tilfredsstille alle 4 elementer og derfor har vandringen en stor opblomstring i disse år, – det er næsten blevet en “hype”.
Ordene – at være på vej – har stået mit hjerte nær, og de er en af årsagerne til min interesse for pilgrimsvandring. Det morer mig at tænke på vores allesammens enorme lyst til rejser og blot til det at køre i bil. Samvær og samtale får en ny dimension og intensitet når vi på den måde er på vej i fælleskab om vejens mål og midler.

At være på vej.

At være på vej – det er, at have noget ugjort eller ufærdigt, at have udviklingsmuligheder, at kunne give fremtiden ny værdi. Omtrent sådan vil vi vel gerne have, at vores liv skal være.

Det at have fantasi er noget unikt for mennesker – fantasi er at udfolde legesyge, dagdrømme og virkelighedsflugt.

Man kunne kalde fantasi for unyttige tanker.images-1

Det er imidlertid fra fantasien, vi henter vigtige initiativer til fornyelsen eller forlængelsen af vores liv.

På vandreture bliver man udfordret til at spørge sig selv – hvor er vi på vej hen – i dag – i morgen, eller i det hele taget. Fantasien og eftertanken får frit løb.
På vandreture bliver livet enkelt og ligetil og vi generobrer en måde at forstå verden på.
Det mest almindelige er, at man forsoner sig med sig selv og sine nærmeste – ægtefællen, familien, vennerne og kollegerne. Vandringen gør noget ved os psykisk – det virker – vi bliver favnende i stedet for fordømmende og vi begynder at forstå selve begrebet – at være på vej – i livet, hvor det eneste sikre er begyndelsen og slutningen.

Hvis vi ikke længere – er på vej-, så er det netop fordi,  vi er kommet til slutningen !

Udgivet i Den indre psykiske (sjælelige) tur..